Man. 23. nov. 2009 10:38 Nyhed

Ny kampagne: Undgå madspild i julen

Af: Maria Becher Trier

Forbrugerbevægelsen Stop spild af mad lancerer en landsdækkende humoristisk Go-Card-kampagne op til jul. Målet er at danskerne skal tænke sig om en ekstra gang inden resterne af julemaden ryger i skraldespanden.

"Vi spiser mere i julen, fair nok. Men alle kender også til julefrokoster og -middage,

hvor der er tilberedt næsten vulgært store mængder mad, som ingen får spist, som

ingen når at pakke af vejen, og som derfor ender i skraldespanden. Det virker forkert,

at vi med den ene hånd støtter alverdens juleindsamlinger og med den anden madspilder tonsvis af god, spiselig julemad", siger stifter af forbrugerbevægelsen Stop spild af mad Selina Juul.

680.000 tons årligt madspild

Ifølge Landbrug & Fødevarer genererer danskerne et årligt madspild på 680.000 tons.

Det svarer til, at hver dansker årligt i gennemsnit smider over 63 kilo god og spiselig

mad ud. Det svarer til, at en gennemsnitsfamilie smider ud for omkring 7000 kroner om året.

Ifølge chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, er detailhandlens omsætning af fødevarer målt i mængder ca. 15 procent højere i december end gennemsnittet af årets øvrige måneder.

Det omtalte Go-Card opfordrer til mindre madspild i julen og indeholder en kravlenisse, som man kan trykke ud af kortet og sætte op i køkkenet som en reminder om ansvarlig omgang med julens lækkerier. Stop Spild Af Mad Go-Card'et distribueres gratis i 400 udvalgte caféer og restauranter og 30 biografer over hele landet.

"Vi ved godt, at et enkelt Go-Card nok ikke revolutionerer de danske madvaner i julen. Omvendt tyder reaktioner fra mange danskere på, at kampen mod madspild har fået et vist tag i befolkningen", lyder det fra Selina Juul.

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk