Man. 8. mar. 2010 11:33 Nyhed

56 lærere fyret i Vejle

Af: Louise Knuth Pedersen

I torsdags blev 56 lærere og børnehaveklasseledere varslet fyret i Vejle Kommune. Fyringerne rammer 25 af kommunens 35 skoler. I alt forsvinder mere end 100 lærerstillinger i kommunen, vurderer formand for Vejle Lærerkreds Rikke Vagn-Hansen.

"I torsdags blev i alt 56 lærere varslet afskediget. Vi havde kontakt med cirka halvdelen af dem i løbet af dagen. Vi havde en krisepsykolog her på kontoret, og hun havde travlt. Hun havde samtaler hele dagen, og det samme havde vi andre på kontoret", siger Rikke Vagn-Hansen til folkeskolen.dk.

Situationen påvirker alle

På Bredagerskolen i Jelling er 9 lærere blevet varslet fyret og de øvrige fyringer fordeler sig med mellem én og fem lærere på hver af de ramte skoler. Lærerne har individuelle opsigelsesperioder, så der er forskelligt, hvor længe de fortsætter på skolerne, inden afskedigelsen træder i kraft.

Det har primært været de fyrede lærere, som har henvendt sig til lærerforeningen.

"Men kollegerne har også henvendt sig, for det er jo noget, der påvirker hver eneste lærer på skolerne. Jeg hører fra skolerne, at det er en rigtig barsk omgang, for man er jo ked af det på kollegernes vegne. Det er også fordi, det er så håbløst, for havde det været for to år siden, kunne man bare gå ud og finde et andet job. Men som det ser ud lige nu, er det rigtig svært", siger lærerformanden fra Vejle.

Hun håber det vil lykkedes for dem alle at få job.

"Der vil blive nogle stillinger i Vejle op til sommerferien, men ellers må vi prøve at kigge uden for kommunens grænser".

100 stillinger forsvinder

Rikke Vagn-Hansen har tidligere frygtet, at antallet af fyringer kom op på over 60, men hun regner ikke med, at der i år kommer flere fyringer, end de 56, der nu er varslet.

"Men det er ikke kun det antal stillinger, der forsvinder. Jeg vil skyde på, at der i alt forsvinder omkring 100 lærerstillinger. Måske mere. Men det skal vi lige have kigget på".

Elever bakker op om lærerne

På Bredagerskolen, hvor 9 lærere er blevet varslet afskediget, havde en elev taget initiativ til, at hele skolens personale blev modtaget af elevernes stående klapsalver, da de mødte på skolen torsdag morgen. Det glædede lærerne.

"Det var en opbakningsaktion, og det gik rigtig godt. Det blev modtaget rigtig godt af det pædagogiske personale, som nu snakker om, hvordan de skal kvittere for den opbakning", fortæller viceskoleleder Jesper Kjeldsen.

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk